Skagen Gråsten 2004 - LUMA

Gå til indhold

Hoved menu:

Skagen Gråsten 2004

Artikler

Da Helge skulle køre opsamlervogn , fra Skagen til Gråsten i år og jeg i nogle år har syntes at det kunne være spændende at deltage, blev jeg tilmeldt Oldtimerløbet som foregik fredag d. 28 maj. Vi har i år købt en NSU standardmax fra 1953 med sidevogn, som jeg skulle jeg køre på. Men nu var det jo sådan at jeg ikke havde kørt med sidevogn siden jeg tog kørekort i 99, så mine betænkeligheder var ret så store. Jeg var ude at køre nogle prøveture og kørte med til Esbjerg Veteranløb og blev fortrolig med sidevognen.
Men så var der jo logistikken, for det er jo ikke bare at deltage. Vi skulle have autotrailer med til Skagen, campingvogn med til Gråsten, Søren ”ven som også skulle deltage” med fra Ribe og hans Nimbus m/sidevogn med fra Thy og Helge kom først hjem fra arbejde ”Dan Feltet” onsdag aften.
Vi startede tidlig torsdag morgen med at pakke og sætte autotraileren efter bilen, herpå blev campingvognen stillet.
Jeg satte mig på NSU’en og vi kørte til Ribe.
I Ribe blev Autotrailer og NSU skiftet ud med Søren, som kørte med til Gråsten for at opstille campingvogn med fortelt  på ringridderpladsen.
I Gråsten skulle vi også lige forbi Bjarne Hansen ”medarrangør af løbet” for at hente løbsnumre og have den sidste information.
Ja, så skulle der køres igen. Tilbage til Ribe, der var jo en autotrailer med mere. Her blev vi tanket op med drikkevarer og en god solid madpakke som Else ”Sørens kone” havde begået.
Jaaaaa, så skulle der køres igen, næste stop hed Vestervig Thy, hvor Søren havde sin Nimbus stående. Så kunne vi endelig sætte kursen mod Skagen, med et enkelt pitstop undervejs hvor både bil, mennesker og hund skulle tankes op.  Kl. 22.15 landede vi i Skagen og fik os installeret på Sømandshjemmet.
Så var det dagen, den dag det hele drejede sig om. Igen var vi tidlig oppe, hunden skulle luftes og der skulle jo også lige tjekkes om alt var vel med køretøjerne. Men ak,ak,ak, NSU’en manglede sin oliedæksel, så var gode råd dyre, for man kan jo ikke lige køre ind på den nærmeste tankstation og købe en ny. Et stykke kraftig plastic og en hår elastik blev brugt som nødløsning. Så skulle vi lige køre den sidste lille tur i bilen, da vi skulle starte fra Grenen.
På Grenen var der stor aktivitet, der skulle deles numre ud til alle deltagerne, maskinerne skulle ned af traileren og jeg skulle jo også lige fotograferes sammen med andre NSU folk og maskiner. Klokken var næsten ni før Søren og jeg forlod Grenen som de sidste, og startede vores tur, på omkring 400 km., ned  langs Jyllands østkyst.
Det hele kørte fint og vi kørte i en behagelig rolig tempo. Ved Asaa var første pause indlagt med mulighed for kaffe, brød og toiletbesøg.
Videre det gik, over med færgen Hals – Egense og videre sydpå næste stop var jo Havndal. Men nej,nej,nej, så gik jagten ind, NSU’en begyndte at skyde, sætte ud og bare opføre sig tåbeligt, jeg slog over på reservetank og straks gik det lidt bedre. Ved Als før Hadsund blev der tanket op og videre det gik. Men nej, lidt syd for Hadsund gik det atter galt, NSU’en fik det igen dårligt, den hostede og spruttede og ville bare ikke mere. Ind til siden, vente på Helge i følgevognen, det er jo ham der har ansvaret for vores køretøjer, vi blev hurtigt enige om, at Søren bare skulle køre videre mens at Helge skulle prøve at give NSU’en førstehjælp. Et nyt tændrør blev sat i, selv om den gamle ikke så særlig medtaget ud, og maskinen kunne køre igen, det var ellers lige før at den var blevet sat på traileren. Vi havde brugt så meget tid, at turen omkring Havndal blev sløjfet og i stedet gik det den direkte vej til Skanderborg. Men trængslerne var ikke forbi, igen begyndte den at hoste, ind til siden, nu var jeg ved at give op, måtte jeg bide i det sure æble og sige at jeg ikke kunne gennemføre turen allerede inden frokost, heldigvis ikke, Helge ville kigge i tanken og da han drejede dækslet virkede det som kunstig åndedræt, der havde vi problemet. Jeg fik startet, af sted det gik og hver gang at maskinen begyndte at hoste lidt, blev dækslet lige lettet og vi nåede frem til Skanderborg, frokost og Søren.
Nu kørte det hele igen, der var kun lige lidt problemer med at finde vej i Randers men ellers uden problemer nåede vi til Kolding hvor der blev serveret kaffe og blød brød. Da vi startede fra Kolding skulle der tankes op og det opdagede Søren ikke så jeg kørte resten at turen alene med to følgevogne efter mig. Jeg skulle selvfølgelig køre forkert i Åbenrå og komme til at køre en omvej men langt om længe kunne jeg køre ind i Gråsten by hvor en kølig øl ventede.
Om aftenen var vi med til spisningen for alle der havde deltaget på turen, enten fra Skagen, København eller Skanderborg og fik en erindringspokal. Lørdag havde jeg erklæret fridag, så det var Helges tur til at køre, så jeg placerede mig i sidevognen og nød turen langs fjorden, vi kørte dog ikke til Tyskland men holdt ind til siden og så på alle de pragtfulde gamle køretøjer der tog turen fra Gråsten til Flensborg.

  Se flere stemningsbilleder fra turen her: Galleri

 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu