Bornholm rundt 2007 - LUMA

Gå til indhold

Hoved menu:

Bornholm rundt 2007

Artikler

Fredag d. 6 juli kl. 10.00 mødtes vi for at gøre klar til en hektisk weekend. 3 stk. MC med sidevogn blev stillet på traileren, de fylder godt, NSU med sidevognshjul på ekstra beslag i front og Nimbus hvilende på bundkarret og med forhjulet ud over bagkanten.

Omkring kl. 14.00 forlod vi Esbjerg med kurs mod Køge, turen gik stille og roligt med små pitstop under vejs.  Ved 19.30 tiden landede vi i Køge og da der ikke var åbnet på terminalen efterlod vi køretøjerne på havnen og gik en tur op i byen for at finde et sted hvor vi kunne indtage lidt proviant.
Kl. 20.13 ringede min mobiltelefon og det var en meget høflig herre der spurgte om jeg skulle til Bornholm, dertil kunne jeg kun svare ja. Derpå spurgte han om jeg ville have MC’erne med og igen måtte jeg bekræfte, han spurgte yderligere om jeg kendte til en grøn bil og svaret var det samme. Så syntes jeg, sagde han, at du skal flytte køretøjerne, for de holder for tæt på skinnerne og jeg skal forbi med et tog. Så kan det være at det lange ben kunne komme forrest og kursen blev sat mod havnen og vores køretøjer. Da vi kom ned på havnen stod den flinke mand der endnu og jeg spurgte ham om det var noget der skete tit, at han kontaktede folk der holdt for tæt på skinnerne. Nej sagde han, det er første gang at det sker og det er kun fordi at jeg selv har en gammel MC’er ellers plejer jeg bare at skubbe dem væk med toget og så er det op folks egen forsikring at klare følgerne. Vi spurgte så hvordan han havde fundet frem til mit mobilnummer. Vi havde tilfældigvis billetten til færgen liggende på forsædet og der stod både navn og adresse, så kunne oplysningen klare resten og vi er meget taknemmelige for at de er andre end os der har en lidenskab for veterankøretøjer. Efterfølgende sørgede vi for at lægge et skilt i forruden med telefonnummer på hvis bilen skulle holde i vejen.
Vi ankom til Bornholm lørdag morgen kl. 6.00 og kørte direkte i til campingpladsen i Åkirkeby, hvor vi havde lejet hytter. Der fik vi sadlet om til veteranerne for at køre til Rønne, hvor vi skulle mødes med alle de andre ”veteraner”, der var tilmeldt 205 køretøjer i alt og 200 kom til start.
Kl. 8.30 gik starten, køretøjerne blev sendt af sted med 1 minuts interval og alle køretøjer med lige startnumre blev sendt nord om og de med ulige numre ”deriblandt os” blev sendt syd om. Eftersom at vi var blevet tildelt startnumrene 199, 201, 203 og 205 hørte vi til de sidste der skulle af sted, det var næsten 2 timer senere.
Der var 8 poster på ruten og fælles for dem alle var at man skulle have så få point som mulig. Der var lagt stor opfindsomhed i opgaverne, man skulle med en spand over hovedet ramme midten af en skive der hang vandret over hovedet, et sted skulle man med en snor rejse et hjul op på højkant og et andet sted skulle man få en kugle gennem 2 gryder med hul i ned i en tredje. Løbet var sat til at skulle vare 6 timer med de indlagte spisepauser og der blev uddelt point for den tid man havde brugt mere eller mindre. Det var en pragtfuld tur rundt på øen langs kysten. Vejret vidste sig fra den pæne side og solen kom også frem af og til. Om aftenen var der spisning og underholdning af bl.a. mavedansere, og der var præmieoverrækkelse til de 6 der havde fået færrest point.
Søndag morgen, var der samling af alle køretøjerne igen, her var der god tid til at gå rundt og se på alle de flotte veteraner. kl. 11.00 blev vi sendt af sted i grupper med en lokal guide, der førte os rundt i den smukke natur for til sidst at ende i Åkirkeby hvor der var frokost til alle ”2 røgede sild med sol over Gudhjem”, her sluttede turen.
Resten af søndagen brugte vi på at køre lidt rundt på øen for at se nogle af de skønne steder inden vi skulle med færgen hjem igen. Det er absolut ikke sidste gang at vi skal deltage i løbet, men næste gang vil vi nok sætte lidt flere dage af til det.

 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu